Superkost fra Køkkenet Åkanden
Mad til dig der kun kan spise lidt.
Vi står klar med den rette hjælp, hvis appetitten er lille
Her kan du læse om de tilbud, vi har til dig med den lille appetit.
Vi er et team bestående af veluddannet, køkkenfagligt personale. Den mad vi tilbereder, er sammensat så den er hensigtsmæssig for dig, der har behov for ekstra energi og protein.
Mad som er tilberedt, så den har ekstra højt indhold af energi og protein.
Portionerne vil være små og tilpasset anbefalingerne.
Vi anbefaler, at du bestiller en hovedret og en forret eller dessert til hver dag i ugen, og at du bestiller ekstra desserter og proteinrige drikke, som kan spises og drikkes til dagens øvrige måltider.
Maden vælger du ud fra den ugentlige menuplan.
Underernæring er en alvorlig tilstand for kroppen. Du bliver blandt andet mere modtagelig for sygdom. Ved at bruge de følgende råd vil du selv tage aktiv del i din behandling og hjælpe din krop til at hjælpe sig selv.
Hvis du tager på, vil du opleve, at du får flere kræfter, mere energi og lyst til at klare flere ting i hverdagen. Når du spiser mere, får din krop lettere de nærringsstoffer, den har brug for til at opbygge dine muskler, så du får flere kræfter.
Undersøgelser viser, at du kan opretholde eller genvinde dine kræfter og livskvalitet, når du tager på i vægt. Hvis du ikke spiser nok, reagerer kroppen ved at tære på dine muskler. Under og efter sygdom har kroppen brug for energi (kalorier) og protein, da det er kroppens byggesten, og derfor er begge dele nødvendige for at genvinde dine kræfter.
Hvis du kun kan spise meget små portioner mad, er det vigtigt, at den mad du spiser, indeholder så meget energi og protein som muligt.
Det er også vigtigt, at du spiser små portioner mange gange i løbet af dagen. Du bør spise 6-8 gange om dagen. For dig er alt tilladt!
Du skal ikke som andre mennesker spise groft, grønt og fedtfattigt.
- Spis 6-8 energirige små måltider om dagen - spis hver tredje time
- Fedt indeholder mest energi. Spis derfor mange fødevarer som olie, ost, dressing, fløde, smør, æg og mayonnaise
- Protein er vigtig for musklerne. Spis derfor mad med højt indhold af protein som kød, fisk, øg, mælk og ost.
- Drik energirige drikke som proteinrige drikke, juice, maltøl, kakao med flødeskum, koldskål og sødmælk
- Spis mellemmåltider i form af snacks, energidrikke, små desserter, frugtgrød med fløde, kage, kiks med smør, ost etc.
- Spis kun få magre fødevarer som brød, kartofler, gryn, frugt og grøntsager.
- Bevæg dig og få appetit.
Har du brug for et praktisk råd angående maden, kan du ringe til os på telefon 99 74 25 65 på hverdage mellem kl. 10-13.
Prisen er fastsat af Ringkøbing-Skjern Byråd. Se taksterne her.
Det er også muligt at se dokumentet Superkost som en samlet pdf.
Pdf'en er ikke webtilgængelige, udfordres du af den grund med at dit hjælpeværktøj kan gengive dokumentet forståeligt, henvises du i stedet til at benytte teksten ovenfor.